person - i bevægelse (4/4)
Kunsthal Aarhus, Aarhus, DK
May 2023 - June 2023Velkommen til den 4. og sidste intervention i det rejsende projekt person – i bevægelse på Kunsthal Aarhus!
I Kunsthal Aarhus vil kunstfilmen person (Marie Thams 2022) kunne opleves i café-området mellem d. 11. maj-16. juni 2023.
Den performative samtale sker d. 11. maj kl. 17.00-19.00 med Caspar Eric, Moussa Mchangama, Ehm Eg Miltersen og Marie Thams modereret af Rebekka Elisabeth Anker-Møller.
Hvordan formes vi af sproget? Hvem dækker begrebet “vi” over? Hvem udfylder og udvikler vores fælles samfundsbærende institutioner? Og kan vi frisætte fordelingen af samfundsroller og magtstrukturer ved at udvide forestillingen om medborgerskab gennem sproget?
De spørgsmål er bærende for projektet person – i bevægelse, der med en publikation og en serie af interventioner på tværs af landet kalder på en frisættelse af køn, krop og magtfordeling i det danske sprog og samfund. Gennem udstilling og flerstemmige samtaler bidrager det rejsende projekt til en øget nuancering af herskende strukturer og forestillinger om krop, ligeværd og medmenneske – med et ønske om, at mangfoldighed og inklusion sikres i alle forsamlinger.
Projektet er initieret og udviklet af billedkunstner Marie Thams og kurator Rebekka Elisabeth Anker-Møller.
Projektet udfolder sig mellem oktober 2022 og juni 2023 på Rønnebæksholm i Næstved, Copenhagen Contemporary, Kunsthal Nord i Aalborg samt Kunsthal Aarhus og tager form gennem kunstfilmen person af Marie Thams (2022) og performative samtaler med projektets medvirkende forfattere.
I kunstfilmen person undersøger Thams betegnelsen ”forperson” versus ”formand” og tager fat på, hvordan det kønnede ord føjer sig ind i en sproglig tradition, der er med til at fastholde begrænsende forestillinger om køn og fordelingen af roller i samfundet. Værket, der er udgangspunkt for hele projektet, sætter tematikken i et større perspektiv og rækker en hånd ud mod de kommende generationer, som dem, der har retten til at definere fremtidens sprog og eget råderum.
De medvirkende forfattere skaber et vigtigt tværsnit mellem det litterære og det kunstneriske samt den aktuelle forskning og erhvervslivet – og er alle inviteret til at skrive en tale om emnet ud fra egen faglige og levede erfaring:
Ingrid Baraka og Naima Yasin, der står bag podcasten A Seat At The Table – Drude Dahlerup, kvinde- og kønsforsker, forfatter og professor emerita – Caspar Eric, digter – Ida Marie Hede, forfatter – Shëkufe Tadayoni Heiberg, forfatter, litteraturformidler, forlægger og oversætter – Merete Pryds Helle, forfatter – Liv Helm, teaterinstruktør og kunstnerisk leder v. Husets Teater – Nazila Kivi, kritiker, litteraturanmelder, ekstern lektor i kønsstudier og medstifter af magasinet Friktion – Moussa Mchangama, medstifter af rådgivning og forskningsplatformen In Futurum og tidligere forperson i Mino Danmark – Ehm Eg Miltersen, lingvist, forfatter og debattør – Cecilie Nørgaard, uddannelses- og kønssociolog og forfatter – Natalia Rogaczewska, direktør for Kvindeøkonomien og stifter af rådgivningsvirksomheden Værdbar – Elias Sadaq, forfatter og dramatiker – Marie Thams, billedkunstner.
Sammen med Gads Forlag arbejdes der på at samle talerne i en publikation i forlængelse af projektet.
Kunsthal Aarhus: J.M. Mørks Gade 13, 8000 Aarhus C Filmværket kan opleves tirsdag-onsdag 11.00-18.00, torsdag 12.00-20.00, fredag 12.00-18.00, lørdag og søndag 11.00-17.00.
Medvirkende i person – bevægelse Ingrid Baraka og Naima Yasin, Drude Dahlerup, Caspar Eric, Ida Marie Hede, Shëkufe Tadayoni Heiberg, Merete Pryds Helle, Liv Helm, Nazila Kivi, Moussa Mchangama, Ehm Eg Miltersen, Cecilie Nørgaard, Natalia Rogaczewska, Elias Sadaq, Marie Thams og Rebekka Elisabeth Anker-Møller.
Fotokreditering: 1 Sissel Abel, 2 Jon Norddahl, 3 Klara Løkke, 4 Tine Bek, 5 Rita Biza, 6 Les Kaner, 7 Petra Kleis, 8 Phatima Morgana, 9 Mathilde Schmidt, 10 privat foto, 11 Sascha Oda, 12 Rune Lundø, 13 Sangría Valentino, 14 privat foto, 15 Jenny Sundby, 16 Amanda Thomsen.
Projektet er støttet af Statens Kunstfond, Beckett-Fonden, Knud Højgaards Fond, Aalborg Kommune, Næstved Kommune og Copenhagen Contemporary.